home > kør selv ferie > vestkysten & hebriderne
Vestkysten & Hebriderne 10 Dage / 9 Nætter - £1,475.00 per person
Kør selv rejsen Vestkysten & Hebriderne er en af de smukkeste ture vi tilbyder, hvor man kommer rundt langs den betagende skotske vestkyst og besøger både Isle of Mull, Isle of Skye samt de Ydre Hebrider, Lewis & Harris. Her vil man bl.a. kunne opleve fantastiske klippekyster, vidunderlige hvide sandstrande og azurblåt hav, som man kun tror er muligt i Caribien.
Undervejs kommer man gennem nogle af de smukkeste landskaber, som Skotland har at byde på, og der vil være rig mulighed for at besøge steder som bl.a. de hyggelige kystbyer Oban og Ullapool, den fantastiske dal Glencoe og imponerende slotte som Dunvegan Castle og Inveraray Castle.
En kør selv ferie rig på oplevelser som giver dig mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med det utroligt smukke og fascinerende Skotland, fra den historiske og kulturelle hovedstad Edinburgh til de unikke og helt betagende Ydre Hebrider.
Rutebeskrivelse
Vestkysten & Hebriderne / Priser & info
£1,475.00/person (2 personer i dobbeltværelse)
Prisen inkluderer
> 9 overnatninger i dobbelt- eller twinværelse
> Morgenmad
> Detaljeret rutebeskrivelse og kort
> Leje af bil
> Færgebilletter
Prisen inkluderer IKKE
> Fly (t/r) Danmark - Glasgow/Edinburgh
> Enkeltværelse
> Frokost og aftensmad
> Rejseforsikring
> Ekstra overnatninger
Dag 1: Ankomst til Edinburgh
Afhentning af udlejningsbil i lufthavnen og fortsæt herefter til hotellet i centrum af Edinburgh. Afhængig af tidspunktet for ankomsten kan resten af dagen bruges på et indledende bekendtskab med den skotske hovedstad.
Start med at udforske den gamle bydel Old Town; gå en tur ned af The Royal Mile, der med dens mange snævre 'closes' emmer af historie og legender. Besøg byens absolutte vartegn, det imponerende Edinburgh Castle. Holyrood Palace i den modsatte ende af The Royal Mile er også et besøg værd.
Edinburgh byder desuden på et utal af spændende museer som f.eks. National Gallery, The Writers Museum, Museum of Childhood, National Museum of Scotland, Our Dynamic Earth, etc.
Afslut dagen med et besøg på en af de utallige pubber, hvor man udover den obligatoriske 'pint' også kan nyde levende musik, og ikke mindst skotsk gæstfrihed.
Dag 2: Edinburgh - Oban
På vejen mod Oban kører man gennem nationalparken Loch Lomond & the Trossachs; langs Loch Lomond, Storbritanniens største sø, indtil man ankommer til den lille by Luss. Byen er kendt for sine hyggelige gader, velholdte huse, den lille kirke og naturligvis den pragtfulde udsigt over Loch Lomond.
Fra Luss kører man videre langs den vestlige bred til den lille by Tarbet, hvorfra der fortsættes mod vest til Loch Fyne og byen Inveraray. Her kan man besøge Inveraray Castle, hjemsted for Campbell-klanen.
Sidst på dagen ankomst til Oban, der udover byens hyggelige havnemiljø byder på attraktioner som det lokale destilleri og det fascinerende McCaig’s Tower.
Dag 3: Isle of Mull
Fra Oban er der færgeforbindelse til både de indre og ydre Hebrider, øer som eksempelvis Colonsay, Barra, Uist og dagens destination - Isle of Mull.
Efter overfarten kan resten af dagen bruges på at udforske Mull og øens fantastiske natur og dyreliv. Der er bl.a. mulighed for at besøge den lille ø Iona, der er mest kendt for dens imponerende kloster, Iona Abbey, der blev grundlagt for næsten 1500 år siden af den irske missionær, Skt. Columba.
Fra hovedbyen Tobermory tilbyder flere firmaer bådture, hvor man kan komme helt tæt på det utrolige dyreliv omkring Mull, som eksempelvis vågehvaler, brugder, marsvin og delfiner.
Dag 4: Oban - Isle of Skye
Fra Oban fortsættes turen nordpå mod Fort William langs Loch Linnhe. Inden man ankommer til Fort William, bør man køre forbi Glencoe; en af de smukkeste dale i Skotland. Glencoe er i dag kendt som et af de bedste trekking-områder i Skotland, men var i 1692 hjemsted for en barbarisk massakre foranstaltet af den daværende konge, William of Orange.
Fra Fort William fortsættes turen mod Isle of Skye via "the Road to the Isles" mod Mallaig, og på vejen passerer man bl.a. Glenfinnan, hvor man udover den storslåede udsigt også kan beundre den berømte viadukt og The Glenfinnan Monument, der blev bygget til minde om Jacobitterne og Bonnie Prince Charlie, der rejste sin fane her i 1745.
Fra Mallaig fortsættes der med færge til Skye, hvor der er rig mulighed for at nyde den pragtfulde natur på den sydlige del af øen, og specielt området omkring Cuillins-bjergene har en næsten magnetisk tiltrækning på vandrefolk og naturelskere fra hele verden.
Dag 5: Isle of Skye
Fortsæt mod Isle of Skye, der med sine storslåede bjerge og prægtige natur og dyreliv byder på et væld af oplevelser. Nord for øens hovedby Portree er det særligt værd at besøge Old Man of Storr og det mystiske Quiraing.
På den vestlige del af øen er det især slottet Dunvegan Castle, der imponerer med sine velholdte bygninger og overdådige haveanlæg. Slottet har været hjemsted for MacLeod-clanen gennem mere end 800 år.
Fyrtårnet Neist Point, øens vestligste punkt, er bestemt også et besøg værd. Neist Point er med sin afsides og dramatiske beliggenhed måske det absolutte højdepunkt på Isle of Skye, og udsigten over Atlanterhavet og de stejle skrænter er på samme tid smuk og dramatisk.
Dag 6: Isle of Skye - Lewis & Harris
I dag fortsættes turen mod de ydre Hebrider og Lewis & Harris. Brug den første del af dagen på at udforske den nordlige spids af Skye og fortsæt til Uig, hvorfra færgen til Lewis & Harris sejler.
Efter ankomst til Tarbert bruges resten af dagen på at udforske den sydlige del af øen. Fra Tarbert køres der stik syd af den såkaldte Golden Road, en af de smukkeste strækninger på øen. Fra øens sydligste spids i nærheden af den lille landsby Rodel, forsættes turen atter mod nord over den vestlige del af Harris, der er berømt for sine fantastiske strande.
Dag 7: Lewis & Harris
Start dagen med at udforske de berømte Callanish Standing Stones, som er mere end 5.000 år gamle. I alt består de af mere end 20 forskellige monumenter, der tilsammen danner et symbol, som menes at have forbindelse til månens cyklus.
På Lewis kan man ligeledes besøge Lews Castle, Crannogs, the Black Houses og mange andre seværdigheder, eller man kan lade bilen stå og gå en tur langs de kilometer-lange hvide sandstrande og nyde den imponerende natur.
Dag 8: Stornoway - Inverness
Efter frokost er der afgang med færgen fra Stornoway til Ullapool på den skotske vestkyst. Ullapool er trods dens begrænsede størrelse (1.500 indbyggere) en ganske 'aktiv' by, der specielt i sommermånederne kan byde på et væld af kulturelle arrangementer. Mest af alt er Ullapool kendt for fiskeriet, de hvide huse og de smukke omgivelser.
På vejen mod Inverness passeres den imponerende kløft Corrieshalloch Gorge, hvor man fra en lille hængebro kan nyde udsigten til det vældige vandfald og de 45 meters fald! Fortsæt syd over mod Inverness, det skotske højlands adminstrative og økonomiske centrum, og med sine 60.000 indbyggere også den suverænt største by i højlandet.
I Inverness er der rig mulighed for at opleve den berømte skotske gæstfrihed på en af de mange pubber, hvoraf de fleste har levende musik alle ugens dage.
Dag 9: Inverness - Edinburgh
Besøg Skotlands mest berømte sø Loch Ness, hvor det berømte 'søuhyre' efter sigende er blevet set mere end 1.000 gange de sidste 80 år! Besøg også ruinerne efter slottet Urquhart Castle.
Længere mod syd kører man igennem Skotlands største whisky-distrikt Speyside, og der vil være mulighed for at besøge et eller flere af de verdensberømte destillerier som eksempelvis Glenlivet, Glenfiddich og Macallan, der alle tilbyder rundvisninger.
Også denne dag vil der være rig mulighed for at nyde den fantastiske natur, og både Loch an Eilein og Bruar Falls byder på vandreruter af forskellig længde og sværhedsgrad.
Inden ankomst til Edinburgh bør man også lægge vejen forbi den smukke by Pitlochry i nærheden af udsigtspunktet Queens View, opkaldt efter den engelske dronning Victoria i forbindelse med hendes besøg i 1866.
Dag 10: Edinburgh - Danmark
Udlejningsbil afleveres i Edinburgh’s lufthavn inden hjemrejse til Danmark.