home > togrejser i skotland > oban & isle of mull
Oban & Isle of Mull 8 Dage / 7 Nætter - £1,275.00 per person
Med togrejsen Oban & Isle of Mull er det muligt at besøge Skotlands smukke og dramatiske vestkyst. Undervejs kommer man forbi øen Isle of Mull, hvor man enten kan vælge at besøge den lille ø Iona og se det smukke kloster, eller fortsætte til hovedbyen Tobermory, hvor man kan indsnuse stemningen blandt de lokale.
I løbet af rejsen er der masser af muligheder for at stige af toget (eller bussen), besøge et af Skotlands mange slotte eller whiskydestillerier eller simpelthen vandre en tur i de skønne omgivelser. Dette gælder både på Isle of Mull, men især i området omkring Fort William og Storbritanniens højeste bjerg Ben Nevis.
Uanset om man er til natur og bjerge, slotte og herregårde eller levende musik på den lokale pub, kan en togrejse med Nordic Scot Adventues byde på lidt af det hele, det er helt op til den rejsende. Under alle omstændigheder vil det være umuligt ikke at lade sig betage af den pragtfulde udsigt, mens toget snor sig igennem det skotske højland.
Lad bilen stå og lad Nordic Scot Adventures arrangere din togtur rundt i Skotland!
Rutebeskrivelse
Oban & Isle of Mull / Priser & info
£1,275.00/person (2 personer i dobbeltværelse)
Prisen inkluderer
> 7 overnatninger i dobbelt- eller twinværelse
> Morgenmad
> Detaljeret rutebeskrivelse og kort
> Transport med tog & bus undervejs
> Jacobite Steam Train (t/r)
Prisen inkluderer IKKE
> Fly (t/r) Danmark - Glasgow/Edinburgh
> Enkeltværelse
> Frokost og aftensmad
> Rejseforsikring
> Ekstra overnatninger
Dag 1: Ankomst til Edinburgh
Ved ankomst til Edinburgh fortsætter man til hotellet i centrum af byen. Afhængig af tidspunktet for ankomsten kan resten af dagen bruges på et indledende bekendtskab med den skotske hovedstad.
Start eventuelt med at udforske den gamle bydel Old Town; gå en tur ned ad The Royal Mile, der med dens mange snævre closes emmer af historie og legender. Besøg byens absolutte vartegn, det imponerende Edinburgh Castle. Holyrood Palace i den modsatte ende af The Royal Mile er også et besøg værd.
Afslut dagen med et besøg på en af de utallige pubber, hvor man udover den obligatoriske pint også kan nyde levende musik, og ikke mindst skotsk gæstfrihed.
Dag 2: Edinburgh - Glasgow - Oban (med tog)
Fra Edinburgh fortsætter man videre med tog til Skotlands største by Glasgow, hvor man har mulighed for at se lidt på byen inden turen går videre til den skotske vestkyst. Strækningen mod Oban er utrolig smuk, og undervejs kommer man blandt andet forbi steder som Loch Lomond og Loch Awe.
Oban er med sine knap 10,000 indbyggere en af de største byer i højlandet. Byen ligger smukt i bunden af en bugt beskyttet af øen Kerrera og med Isle of Mull i horisonten. Oban emmer af liv i sommerhalvåret og er en populær destination både blandt skotter såvel som udlændinge.
Dag 3: Isle of Mull (med færge & bus)
Fortsæt med færgen videre til Craignure og Isle of Mull. Herfra kan man fortsætte sydover til det lille fiskerleje Fionnphort, hvor der går færge til øen Iona (ca. 5-10 min). På Iona kan man blandt andet se og opleve det historiske kloster Iona Abbey.
Man kan også fortsætte mod nordvest i retning mod hovedbyen Tobermory, der er kendt for sin idylliske havnefront, de mange fiskerestauranter og ikke mindst det lokale destilleri.
Sidst på dagen retur med færgen til Oban.
Dag 4: Oban - Fort William (med bus)
Fra Oban fortsætter man nordover med bus langs fjorden Loch Linnhe, indtil man ankommer til Fort William. Undervejs er det muligt at stå af bussen i Glencoe og udforske den nærliggende dal på egen hånd.
Fort William kaldes også for The Outdoor Capital, idet der findes et utal af muligheder for at vandre, klatre, cykle, sejle i kajak, mv. Det er næsten kun fantasien der sætter grænser.
Dag 5: Fort William - Mallaig (t/r) (med tog)
Fra Fort William fortsætter man med damplokomotivet Jacobite Steam Train, kendt fra filmene om Harry Potter. Undervejs mod kystbyen Mallaig passerer toget den berømte Glenfinnan Viaduct og The Glenfinnan Monument, der blev bygget til minde om Jacobitterne og Bonnie Prince Charlie, der rejste sin fane her i 1745.
Ved ankomst til Mallaig er der mulighed for at få lidt mad i en af de mange lokale fiskerestauranter eller gå en tur i de smukke omgivelser. Sidenhen fortsætter man retur til Fort William.
Dag 6: Fort William - Inverness (med bus)
Turen til Inverness går langs den såkaldte Great Glen - den store dal - i nordøstlig retning. Undervejs kommer man forbi både kanaler og sluser, som er en del af den 97 km lange Caledonian Canal.
Besøg den hyggelige landsby Fort Augustus, hvor man kan gå en tur langs sluserne. Byen er beliggende ved den sydlige del af Loch Ness, og herfra er det muligt at tage på en bådtur.
Sidst på dagen ankomst til byen Inverness, som ligger smukt omkring floden River Ness. Byen er med sine godt 60.000 indbyggere den største by i det skotske højland og emmer af liv året rundt.
Dag 7: Inverness - Edinburgh (med tog)
Fortsæt i sydlig retning gennem det centrale højland og Storbritanniens største nationalpark Cairngorms. Her kan man eventuelt hoppe af toget i den lille by Aviemore, hvor der findes masser af muligheder for at udforske de imponerende omgivelser.
Længere sydpå kan man med fordel stå af i den idylliske by Pitlochry, som især er kendt for det lokale teater Pitlochry Festival Theatre.
Sidst på dagen ankommer man på ny til Edinburgh, hvor man naturligvis bør lægge vejen forbi den smukke bydel Old Town, møde de lokale og smage på de lokale herligheder...
Dag 8: Hjemrejse
Fortsæt videre til lufthavnen i Edinburgh. Det er naturligvis også muligt at forlænge rejsen med en ekstra overnatning eller to i Skotlands smukke hovedstad inden hjemrejsen.